Ghetto Islam

Jeg er lige blevet opmærksom på, at min udmærkede partikammerat fra SF Svendborg, Masoum Moradi, som jeg desværre ikke har haft den fornøjelse at møde endnu, i sidste uge havde nedenstående glimrende indlæg i Fyns Stifttidende, hvor han udmærket redegør for det begreb, som han kalder Ghetto Islam:

Af: Masoum Moradi, medlem af byrådet i Svendborg
 
Terrorsagen fra Vollsmose skærper endnu engang offentlighedens    opmærksomhed omkring det muslimske miljø. Fokus rettes især mod de unge. Nogle debattører er allerede godt i gang med at høste gevinster ved deres sædvanlige muslim-generaliseringer, andre maner til besindighed og bevarer nuancerne.
 
De unge muslimer ved vi ikke meget om. En undersøgelse fra Catinét Research viser, at religionen betyder mere for unge muslimer end for de ældre. 67 procent af de 15-20-årige og 58 procent af de 21-30-årige  muslimer siger, at religionen har betydning for deres daglige levevis.   Derefter falder procentdelen støt for at ende på 25 procent af de 51-60-årige muslimer, der siger, at deres religion har betydning for den måde, de lever på til daglig.
 
Samtidig viser undersøgelsen, at islam har betydning for synet på det danske samfund hos flere unge end ældre muslimer. 36 procent af de 15-20-årige og 28 procent af de 21-30-årige muslimer siger, at deres religion har betydning for deres syn på det danske samfund. Det samme gælder kun 11 procent af deres 51-60-årige trosfæller.
 
Undersøgelsens resultater er lidt overraskende for mig. I det islamiske land Iran, hvor jeg oprindeligt stammer fra, er graden af religiøsitet alders- og uddannelsesbetinget. Jo yngre, desto mindre religion. Jo mere uddannelse, desto mindre Gud. Altså burde unge, uddannede muslimer i anden generation være mindre religiøse end deres forældre.
 
Min undren har her på det sidste skærpet min opmærksomhed for de unge muslimer, som jeg møder i diverse sammenhænge. Og jo mere jeg ser og hører, desto mere betvivler jeg rapportens gyldighed.
 
De unge, jeg har truffet, mødes ikke ligefrem i en religiøs ånd. Musik er en del af hverdagen, en diskotekstur i weekenden er en del af programmet, og ikke alt, hvad man drikker, er just appelsinsaft. Ikke altid siger man nej til en fransk hotdog, som guderne må vide, hvad der er puttet i. Og nøje udvalgt ghetto-påklædning, garanteret købt i dyre domme, sikrer identiteten. Andre mere almindelige unge mixer tøjstilen fra forældrene med de danske påklædningsnormer til noget, som kun ses i indvandrermiljøet. Det eneste, der minder om et islamisk fællesskab, er, når de helt smarte demonstrerer deres ghetto-identitet ved at kalde hinanden for brødre.
 
De virker europæiske på deres egen særlige måde. Mange af dem, der i undersøgelsen kalder sig muslimer, kan næppe holde ud at bo i et islamisk land mere end et par uger. Det svarer til at være overbevist dansk-kommunist og skulle leve i Nordkorea. Som observatør med min baggrund kan man til tider blive lidt irriteret over de unge "muslimers" manglende viden om livet i islamiske lande og blive fristet til at ønske dem et langt ophold i Iran eller Saudi Arabien.
 
Det lader til, at det er temmelig uforpligtende for de unge at kalde sig religiøse. Det giver en trods-identitet og en politisk markering at lade andre opfatte sig som potentiel terrorist i et samfund, hvor frygten for terror er større end noget andet sted i verden. Nogle blandt de unge trives synligt med rollen som berygtet. De føler, at de på den måde hævner sig på et flertal, som de opfatter som racistisk og diskrimererende. Jeg oplever, at de unge er mere optaget af deres eget svar end af de spørgsmål, man stiller dem. De er på den måde nemme ofre for undersøgelser. Bare man er i stand til at stille dem de forkerte spørgsmål, er man sikret de forkerte svar. Lav blot en undersøgelse om deres opbakning til Osama Bin Laden. Mon ikke der blandt de helt seje brødre findes de første 20, der vil nyde et oprørsk svar, der kan provokere.
 
Måske skulle vi i stedet for at spørge de unge om det ene eller det andet, selv komme med et kvalificeret gæt: Unge, der oplever samfundet som diskrimerende, unge, der føler sig uretfærdigt behandlet, vil benytte enhver lejlighed til at hæve sig over og hævne sig på "det undertrykkende flertal". Det er en naturlov.
 
Når vi nu i vores bestræbelser på at undgå terror skal til at søge årsager til radikalisering af de unge, er det klogt at supplere undersøgelser om religiøsitetsgraderne med ord som brændemærkning, udstødning og sociale klasser godt krydret med identitetspsykologi.
 
Det er enkelt. Den, der sidder bagerst i kredsen, er ikke alene den mest mystiske, men også den farligste. Man kan afmystificere ham ved at lade ham tale, og man kan gøre ham ufarlig ved at byde ham en stol længere inde mod midten. Det er den brugbare vej at gå i forhold til den helt store gruppe af unge muslimer, som forsøger at finde et ståsted i vores samfund.
 
Og så er der de ganske få hjernevaskede galninge, som for enhver pris vil i Allahs paradis. Dem må vi overlade til politikerne, PET og politiet.