Hermed et debatindlæg, som godt nok har et par år på bagen, men som ikke desto mindre stadig er yderst relevant. Ikke mindst efter, at åbningstiderne i butikker mv. er forøget til stadighed siden da, og der nu - efter initativ af Camilla Kring - er stiftet en forening til fremme af B-samfundet.

Hermed indlægget:

I KL har formanden for Børne- og Kulturudvalget Bjørn Dahl (V) fremlagt et forslag om, at forældre, som afhenter deres børn for sent i daginstitutioner, skal kunne straffes med bøde.

Jeg tror, at det er meget få forældre, som henter deres børn for sent på grund af det rene sløseri.Men jeg ved i hvert fald, at det er kan være meget svært at nå at hente sit barn i rette tid, hvis man har et 9-17-arbejde i en traditionel daginstitution, som jo netop også lukker kl. 17.00.

Dårlige erfaringer med "almindelig" daginstitution

Min kone arbejder som pædagog i en institution inden for særforsorgen, et job med mange aften- og weekendvagter, og jeg rejser meget på mit arbejde. Vi var desværre ikke opmærksomme på muligheden for døgnbørnehave, da vores første skulle starte. Hun kom derfor i en almindelig institution; men det gik ikke godt. De dage, hvor min kone havde aftenvagt, ville hun jo gerne være sammen med pigen ind til da, og afleverede hende derfor først ved 14-14.30-tiden om eftermiddagen. Og jeg hentede hende  minut i lukketid kl. 17.00. Begge dele var meeeget upopulært, for "her er det altså almindeligt at aflevere børnene senest klokken 8.00 og hente dem senest kl. 16.30!".

Men døgnbørnehaven (i Vartov), det var sagen!

Det lykkedes os heldigvis at få pigen i den Københavns Kommunes døgnåbne instituion i Vartov i stedet, og det er perfekt på alle måder. Nogle dage møder børnene tidligt. Og da er der ovenikøbet mulighed for at komme med i udflytterbørnehave.

Andre dage bliver de afleveret ved 14-15-tiden. Og som oftest hentet kl. 19 af mig. Mellem 16/17 og 19 kan jeg så passe diverse politiske aktiviteter eller have en forlænget arbejdsdag (mod at gå tidligere de dage, hvor børnene har fri sammen med deres mor). Det samlede resultat er max. 25 timer pr. uge i børnehave. Hvis jeg er på forretningsrejse, og min kone har aftenvagt, overnatter Flora og Sophus i børnehaven, og de elsker det! De synes, at det er meget hyggeligt at være sammen med de andre. Inden de får godnathistorie ser de børnetime i de store gamle lænestole i fjernsynsstuen og et fællesbad i det store badekar.

Modstand fra politisk side

Mange politikere siger nej til døgnbørnehaver med den begrundelse, at man jo bare kan få familien til at hjælpe. Men det er jo langt fra alle, som i det hele taget har nogen familie at støtte sig til. I vores familie er bedsteforældrene døde for mange år siden, og hele den øvrige familie bor i Vest- og Nordjylland. For de øvrige forældre i vores børnehave gælder i øvrigt, at mange (enten den ene eller begge forældrene) er førstegenerationsindvandrere, som heller ikke har det store netværk.

Mht. fleksible arbejdstider på arbejdsmarkedet, er det jo i øvrigt ikke noget, som er i aftagende. Tværtimod stiger det jo f.eks. i butiksfagene i takt med den igangværende (og nødvendige) nedbrydning af lukkeloven. På den baggrund må vi arbejde for oprettelse af langt flere "daginstitutioner", som er åbne nat og dag, hellig- som søgne dage.

Erik Willumsgaard.

Medlem af forældrebestyrelsen i Vartov og af Københavns Kommunes Forældreforum

Man kan få det indtryk, at der blandt politikere, ejendomsinvestorer, fonde mv. er en del, som mener, at det for at skabe en metropol er tilstrækkeligt at bygge nogle højhuse og godt med parkeringshuse i centrum

Men skaber det en metropol med tiltrækningskraft? Jeg husker mange byer med masser af høj- og p-huse, som ikke af den grund har udstrålet metropol, men snarere provins, til nød metroprovins.

Hvad med i stedet at satse på den egenart, som København har? Den egenart - uniqueness  på nydansk -  som anerkendes og hyldes af gæster fra hele verden. I modsætning til den sameness, der kendetegner det metroprovinsielle.

Det indebærer, at vi skal opdage - ikke opfinde - hvori Københavns egenart består. Eksempler kan være:

- Helt synlige eksempler på livskvalitet. En storby med en absolut menneskelig skala. Fyldt med børnefamilier, barnevogne, børnehaver, skoler, Christianiacykler, ammende mødre, grønne områder.

- En overskuelig skala, en skyline, hvor alt det, som er over 6 etager, rager synligt i vejret og giver byen profil.

- En travl by med masser af tilbud, men med en afslappet atmosfære, hvilket giver sig udtryk over alt, særligt i den begrænsede biltrafik, fraværet af egentlige motorgader, de mange cykler osv. Og den blandede trafik, ikke noget fodgængertunneller etc.

- En by med liv døgnet rundt. På det tidspunkt i begyndelsen af natten, hvor det meste af Paris og London lukker ned, er der stadig masser af liv i København. Og det skal der også være, her midt i boligkvarterne!

- Tilgængelighed til vand overalt. Begrænset biltrafik langs havnen og Søerne.

- En by med en synlig og velbevaret historie, i bygninger, anlæg mv. Ingen større ødelæggelser af hensyn til gadegennembrud, parkeringspladser mv.

Det er bl.a. det København, som de fleste udenlandske gæster, som jeg taler med, bemærker, og det er også det udtryk, jeg synes vi skal arbejde videre med, når vi arbejder på at skabe en metropol med stor tiltrækningskraft og ikke bare en storby, som oser af metroprovins, sameness og fantasiløshed!

<a href="http://blogtjek.blogforum.dk/besvar.aspx?blogId=1470&blog=E.N.+Willumsgaards+Blog">Gå til spørgeskema</a>

Den unikke metropol?

København er en metropol, en unik metropol, og det skal den vedblive med at være. Derfor byder borgerinitiativer, borgergrupper og foreninger sig nu til med visioner for Københavns fremtid som den attraktive, unikke og anderledes metropol. København skiller sig ud fra mainstream metropoler verden over. Det skal den vedblive med at gøre.

Nogle i Københavns Kommune vil have højhuse og erhvervsdomiciler presset ned i Københavns centrum, for, som de siger, at gøre byen til det de kalder en europæisk metropol.

Mange københavnere deler ikke denne opfattelse af København. De mener ikke, at middelalderbyen og det moderne centrum (omkring Rådhuspladsen, Vesterport, Frederiksholms Kanal, Glyptotekkvarteret og havnefronten - altså Metropolzonen) skal ofres og kompromittere Københavns sammenhængende kulturmiljøer og skalaforhold.

Mange københavnere deler en fælles bekymring og vision for Københavns fremtid. De er derfor gået sammen om Metropolzonen.dk for at sikre, at alle Københavns udviklingspotentialer belyses og debatteres offentligt før politikere og investorerne maser deres prestigeprojekter ned over den unikke metropol.

Mange københavnere mener, at kommunens idéer og investorers prestigeprojekter er uigennemtænkte og middelmådige forsøg, der udtrykker en forkert og egennyttig forståelse af Københavns særlige kvaliteter.

Hvad er Metropolzonen.dk?

Metropolzonen.dk er et internet-forum for københavnere, der vil det unikke København, den by, der viser respekt for eksisterende herlighedsværdier og nænsomt udvikler byens centrum til et imødekommende, humant og sammenhængende byrum for borgere, erhverv og besøgende.

www.metropolzonen.dk

Jeg er lige blevet opmærksom på, at min udmærkede partikammerat fra SF Svendborg, Masoum Moradi, som jeg desværre ikke har haft den fornøjelse at møde endnu, i sidste uge havde nedenstående glimrende indlæg i Fyns Stifttidende, hvor han udmærket redegør for det begreb, som han kalder Ghetto Islam:

Af: Masoum Moradi, medlem af byrådet i Svendborg
 
Terrorsagen fra Vollsmose skærper endnu engang offentlighedens    opmærksomhed omkring det muslimske miljø. Fokus rettes især mod de unge. Nogle debattører er allerede godt i gang med at høste gevinster ved deres sædvanlige muslim-generaliseringer, andre maner til besindighed og bevarer nuancerne.
 
De unge muslimer ved vi ikke meget om. En undersøgelse fra Catinét Research viser, at religionen betyder mere for unge muslimer end for de ældre. 67 procent af de 15-20-årige og 58 procent af de 21-30-årige  muslimer siger, at religionen har betydning for deres daglige levevis.   Derefter falder procentdelen støt for at ende på 25 procent af de 51-60-årige muslimer, der siger, at deres religion har betydning for den måde, de lever på til daglig.
 
Samtidig viser undersøgelsen, at islam har betydning for synet på det danske samfund hos flere unge end ældre muslimer. 36 procent af de 15-20-årige og 28 procent af de 21-30-årige muslimer siger, at deres religion har betydning for deres syn på det danske samfund. Det samme gælder kun 11 procent af deres 51-60-årige trosfæller.
 
Undersøgelsens resultater er lidt overraskende for mig. I det islamiske land Iran, hvor jeg oprindeligt stammer fra, er graden af religiøsitet alders- og uddannelsesbetinget. Jo yngre, desto mindre religion. Jo mere uddannelse, desto mindre Gud. Altså burde unge, uddannede muslimer i anden generation være mindre religiøse end deres forældre.
 
Min undren har her på det sidste skærpet min opmærksomhed for de unge muslimer, som jeg møder i diverse sammenhænge. Og jo mere jeg ser og hører, desto mere betvivler jeg rapportens gyldighed.
 
De unge, jeg har truffet, mødes ikke ligefrem i en religiøs ånd. Musik er en del af hverdagen, en diskotekstur i weekenden er en del af programmet, og ikke alt, hvad man drikker, er just appelsinsaft. Ikke altid siger man nej til en fransk hotdog, som guderne må vide, hvad der er puttet i. Og nøje udvalgt ghetto-påklædning, garanteret købt i dyre domme, sikrer identiteten. Andre mere almindelige unge mixer tøjstilen fra forældrene med de danske påklædningsnormer til noget, som kun ses i indvandrermiljøet. Det eneste, der minder om et islamisk fællesskab, er, når de helt smarte demonstrerer deres ghetto-identitet ved at kalde hinanden for brødre.
 
De virker europæiske på deres egen særlige måde. Mange af dem, der i undersøgelsen kalder sig muslimer, kan næppe holde ud at bo i et islamisk land mere end et par uger. Det svarer til at være overbevist dansk-kommunist og skulle leve i Nordkorea. Som observatør med min baggrund kan man til tider blive lidt irriteret over de unge "muslimers" manglende viden om livet i islamiske lande og blive fristet til at ønske dem et langt ophold i Iran eller Saudi Arabien.
 
Det lader til, at det er temmelig uforpligtende for de unge at kalde sig religiøse. Det giver en trods-identitet og en politisk markering at lade andre opfatte sig som potentiel terrorist i et samfund, hvor frygten for terror er større end noget andet sted i verden. Nogle blandt de unge trives synligt med rollen som berygtet. De føler, at de på den måde hævner sig på et flertal, som de opfatter som racistisk og diskrimererende. Jeg oplever, at de unge er mere optaget af deres eget svar end af de spørgsmål, man stiller dem. De er på den måde nemme ofre for undersøgelser. Bare man er i stand til at stille dem de forkerte spørgsmål, er man sikret de forkerte svar. Lav blot en undersøgelse om deres opbakning til Osama Bin Laden. Mon ikke der blandt de helt seje brødre findes de første 20, der vil nyde et oprørsk svar, der kan provokere.
 
Måske skulle vi i stedet for at spørge de unge om det ene eller det andet, selv komme med et kvalificeret gæt: Unge, der oplever samfundet som diskrimerende, unge, der føler sig uretfærdigt behandlet, vil benytte enhver lejlighed til at hæve sig over og hævne sig på "det undertrykkende flertal". Det er en naturlov.
 
Når vi nu i vores bestræbelser på at undgå terror skal til at søge årsager til radikalisering af de unge, er det klogt at supplere undersøgelser om religiøsitetsgraderne med ord som brændemærkning, udstødning og sociale klasser godt krydret med identitetspsykologi.
 
Det er enkelt. Den, der sidder bagerst i kredsen, er ikke alene den mest mystiske, men også den farligste. Man kan afmystificere ham ved at lade ham tale, og man kan gøre ham ufarlig ved at byde ham en stol længere inde mod midten. Det er den brugbare vej at gå i forhold til den helt store gruppe af unge muslimer, som forsøger at finde et ståsted i vores samfund.
 
Og så er der de ganske få hjernevaskede galninge, som for enhver pris vil i Allahs paradis. Dem må vi overlade til politikerne, PET og politiet.

Jeg har hørt, at man også bør oplyse lidt mere i den private afdeling, så er her er nogle svar på nogle standardspørgsmål fra www.Kommunikationsforum.dk:

Hvad er dit mest udtalte karaktertræk?
Pragmatisme

Hvilket karaktertræk sætter du højst hos en mand?
Loyalitet

Hvilket karaktertræk sætter du højst hos en kvinde?
Loyalitet

Hvad sætter du mest pris på i et venskab?
Langmodighed og gentagelsens glæde

Hvilket karaktertræk hos dig selv er du mest ked af?
For stor langmodighed

Hvad er din foretrukne beskæftigelse?
At gå på en legeplads med ungerne og sidde i solen og fordybe mig i Information, afbrudt af deres begejstrede henvendelser SAMT gå på værtshus og føre kloge diskussioner, understøttet af blå Gaulloises og Elephanter.

Hvad er dit ideal for perfekt lykke?
At sidde og nyde en solnedgang med min elskede og et glas rødvin, mens børnene leger rundt omkring os.

Hvad betragter du som din største ulykke?
At jeg ikke benyttede skolen og gymnasiet til at få lært at tale tysk og fransk.

I hvilket land vil du gerne leve?
Hvis det ikke skulle være Danmark, så Tyskland, nærmere bestemt Berlin.

Hvem er dine favorit forfattere?
Andersen,  Egede Schack og Tom Sharpe

Hvem er dine favorit poeter?
Højholt og Turell

Hvem er dine favorit heltinder fra fiktionens verden?
Isadora Wing

Hvem er dine favorit helte fra fiktionens verden?
Henry Chinaski

Hvem er dine favorit komponister?
Verdi, Mozart og Bob Marley.

Hvem er dine favoritmalere?
Kvium og Dali.

Hvad er dine favoritnavne?
Conrad og Dorothea.

Hvad hader du allermest?
Bøndernes firehjulstrækkere inde i København

Hvilket talent kunne du bedst muligt tænke dig at besidde?
Absolut gehør.

Hvad er din nuværende bevidsthedstilstand?
Begejstring over, at jeg endelig har fået mig taget sammen til at oprette en blog. Jeg håber den (begejstringen) holder.

Hvad er dit motto?
Det skal nok gå alt sammen

Hvorfor slæber alle bønderne deres store klodsede, grimme firehjulstrækkere med, når de flytter herind til København? Disse monstrummer, som med rette også kaldes OFF-roadere (væk fra vejen!), gjorde vel fin nytte, når deres ejere skulle ud at røgte får ude på overdrevet, så længe de boede hjemme på gården. Men hvad de skal bruge dem til herinde andet end at sætte i vejen, kan godt undre lidt.

4 jobs
1. I totalisatoren på Travbanen i Århus
2. Sekretær i SF Århus
3. Konsulent i Miljøministeriet
4. Kommunikationsleder i Railion Danmark A/S

4 film
1. Picassos Eventyr, Tage Danielsson og Hasse Alfredsson
2. 1900, Bernardo Bertolucci
3. A nigth at the Opera, Marx Brothers
4. Padre Padrone, brødrene Taviani

4 hjem
Jeg har boet ca. 40 steder, fordelt på tre byer, Nørup, Århus og København:
1. Mit fødehjem: De Lichtenbergsvej 28, Nørup
2. Første sted i Århus, Trillegårdskollegiet
3. Første sted i Kbh., Nansensgade 74b, 4 tv, Indre By, Kbh.
4. Nu, sammen med konen og børnene ved Sct. Jørgens Sø, Kbh

4 tv-shows
Jeg ser ikke tv-shows, men kunne måske godt tænke mig at se Klovn en gang.

4 hjemmesider
Kommer senere

4 steder jeg gerne vil være
1. I bad med ungerne
2. Berlin
3. Barcelona
4. Trieste

Der har gennem et stykke tide været debatteret, om ikke snart København også skulle stige på højhusvognen - igen!

Argumentet er, at højhuse kan være med til at fungere som landmarks, med til at give byen profil, og give lejlighed til at få bygget noget ny og opsigtsvækkende arkitektur, som København jo ikke ligefrem vrimler med.

Jeg synes, at disse målsætninger er prisværdige. Men erfaringerne med de højhuse, som allerede findes i København, viser, at man skal være meget varsom. Man skal tage hensyn til mindst tre ting:
- Den historiske by. Den eksisterende bebyggelse i København er kendetegnet ved at være relativt lav, sammenlignet med andre storbyer. Nye højhuse blandt de historiske huse, vil let komme til at kvæle disse, æstetisk set.
- Lyset. På de breddegrader, hvor vi bor, står solen det meste af året relativt lavt. Dette medfører, at højhuse kaster ekstremt lange skygger. Et eksempel på dette er Codan-huset, som formår at skygge for stort set hele eftermiddagssolen på Vesterbros Søfront ud mod Sct. Jørgens Sø, og dermed forringe den rekreative værdi af et af Vesterbros meget få grønne områder.
- Vinden. Vi må også erkende, at vi lever i et relativt stormomsust område, hvor der næsten aldrig er vindstille. Et eksempel på dette er Hotel Royal (SAS-Hotellet) ved Frihedsstøtten, hvor man året rundt kan få oplevelsen af at blive blæst næsten omkuld af kolde kastevinde, som skyldes den turbulens højhuse næsten altid forårsager.

Mit forslag er, at man ud fra ovenstående betragtninger ikke kan bygge nye egentlige højhuse inden for nogle af de eksisterende byområder i København uden at påføre dem alt for voldsomme gener.
Men det vil ligge i fin forlængelse af den københavnske byggetradition, hvis både nye og eksisterende bygninger inden for de eksisterende byområder forsynes med TÅRNE, som ikke i samme grad laver ravage i form af massivitet, skygge og blæst over for de omkringliggende kvarterer.

MEN der er nogle oplagte muligheder, som stadsarkitekten også har været inde på, for at bygge et massivt højhusbyggeri på Refshaleøen. Idet dette sted udgør NORDspidsen af Amager, vil højhusene ikke komme til at skygge for solen, hverken morgen, dag eller aften. Og blæsten, tja, den må man så bare vænne sig til i dette område!

HVORDAN skal man så komme til Refshaleøjen vil mange så spørge? Tja, vi må have nogle flere metrolinier. Lad tunnelboremaskinerne fortsætte i det uendelige. Jeg vil komme med forslag til nye linier senere.

Nu har jeg snart kørt denne her blog i en 8-9 timer, men har endnu ikke kunnet finde henvisninger til den ude i cyberspace, eller for den sags skyld i nogle af de trykte morgenaviser.

Ja ikke en gang Google kan finde frem til denne blog, som vil sætte en ny dagsorden for filosofisk kommunikationsteori worldwide.

Hvad mon jeg gør forkert?

Hvordan optimerer man en blog i forhold til søgemaskiner?

Så fik han endelig sin plads, Dan Turell. På Vesterbro, godt nok ikke det lommetyvenes og ludernes Vesterbro, som han indimellem beskrev så malende.

Men Dan Turell må tage til takke med en åh så nydelig lille plads mellem Café Mandela og Vesterbro Forsamlingshus og Beboerhus. Foragten over al denne pænhed lyste ud af JP-Københavns reportage i mandags efter indvielsen på Dan Turells 60 års dag.

For det er på vej væk. De tider, da en stor del af de ugelønninger, som børnerige familier skulle leve af en hel uge, var drukket op allerede om fredagen, er ikke mere, og det begrædes af mange. Tja.....

Nedenstående er skrevet med en betydelig inspiration fra dagens leder af Erik Meier Carlsen.

En kraftig bølge af forbud mod rygning er på forholdsvis få år rullet gennem den vestlige verden.

Baggrunden er naturligvis de stærkt foruroligende erfaringer om rygningens skadevirkninger.

Inklusive erfaringer for, at også passiv rygning kan være helbredsnedbrydende og - om end i et stærkt begrænset omfang - dødeligt.

Men der er også tale om en ændring af kulturen: Kontrol over kroppen er blevet et stærkt ideal i moderne kultur, som har fået træk af en ny form for askese.

Rygningen er på kraftigt tilbagetog. For ti år siden røg mere end hver tredje dansker - i dag er det kun godt hver fjerde, der ryger. Men særlig markant er det, at rygning især er udbredt blandt ældre danskere - og blandt danskere med kort skolegang og lav indkomst.

Risikoen ved den nye, stramme politik er dermed, at den kan blive et overgreb på resterne af livsformer og kulturer, der i forvejen er under pres.

Sundhedsapostle og rygerpolitikkens hardlinere er utilfredse med, at regeringens forslag ikke er »konsekvente« og ikke fuldstændigt og uforbeholdent forbyder rygning offentligt - og især står der en stærk debat om rygning på værtshuse og restauranter.

De fleste vil umiddelbart have betydelig forståelse for, at myndighederne griber ind overfor et fænomen, der er så direkte sundhedsskadeligt som rygning. Alligevel er der grund til at overveje, om der er mennesker, hvis frihed bliver urimeligt begrænset.

Faktisk accepterer samfundet jo, at vi driver sundhedsskadelig virksomhed. Det gælder for eksempel bilkørsel. Bilkørslens forurening er mange gange mere sundhedsskadelig end den passive rygning, men bilkørsel accepteres åbenbart, fordi så mange mennesker, herunder de fleste politikere, har gjort sig selv unødigt afhængige af bilkørsel. Man kunne for så vidt med samme logik som indgrebet mod rygning kræve begrænsninger imod den forurenende kørsel, når den alene tjener fornøjelser og adspredelser. Eller hvad med de skiferier, som hvert år sender tusinder af danskere ud på halsbrækkende sneklædte pister. Mange hundreder kommer mere eller mindre alvorligt til skade og et antal omkommer hvert år. Bør skiferier forbydes?

Der er ingen krystalklar moralsk konsekvens i forbuddet mod rygning - og problemet kan være, at den aggressive lyst til forbud ender i en »kulturkamp« mellem over- og under-Danmark og mellem generationer.

Værtshuskulturen er ikke specielt fysisk sund. Men for et betydeligt antal ensomme er det en livsform, der rummer meget betydelige værdier. Gamle mennesker, der har røget livet igennem, bør ikke tvinges til et ydmygende og brutalt afkald på, hvad der meget vel kan være blevet til en væsentlig del af de få tilbageværende fornøjelser i livet under hospitalsophold og på plejehjem.

Hej derude

Det er efterhånden gået op for mig, at det motto som engang lød "Findes det ikke på internettet, findes det ikke" nu også har fået en personlig vinkel "Har man ingen blog, har man ingen eksistens".

Spørgsmålet er så, hvad vi kan bruge det til?

Det giver selvfølgelig en mulighed for at få publiceret de læserbreve, som returneres fra Børsen, Politiken, Information mv. udelukkende på grund af pladsmangel.

Er det det, som sker?

Tja, vi får se!